Uffe Elbæk – gak eller genial?

Uffe ElbækHvem har ikke hørt Alternativets formand grine (meget!) begejstret og (meget!) fjoget efter det overraskende gode valgresultat i 2015?

Det grin er blevet gengivet et utal af gange i alle mulige sammenhænge. For nogle, er klovnegrinet blevet et symbol på en fuldstændig gakket tilgang til politik. For andre, er Uffe Elbæk og liste Å et kærkomment frisk pust i dansk politik.

Senest har Elbæk meldt ud, at han vil være statsminister. Godt nok er han selv klar over, at det scenarie nok aldrig bliver til virkelighed, men han har alligevel formået at ruske lidt op i det danske politisk landskab.

De alternative forslag

I Alternativets partiprogram kan man blandt andet læse, at sundhedssystemets vestlige medicin bør komplementeres af alternative behandlingsformer. Her står også, at selvom BNP er en udemærket måde, hvorpå man kan måle den samfundsøkonomiske fremgang, bør man også måle på fritid og livsglæde.

Programmet oplyser også, at 12-talsskalaen skal suppleres med personlige evalueringer. Der skal økologi på skoleskemaet, og arbejdsugen skal ned på 30 timer. Ord som empatikapacitet og mangfoldighedssikring melder sig på banen nu og da. Ej at forglemme det ’nysgerrighedsår’ som alle danskere bør kunne nyde hvert 10. år gennem deres arbejdsliv. Målet med de gale/geniale udmeldinger er at gøre Danmark til et mere kreativt land.

I den anden ende sidder de mere traditionelle politikere og kommentatorer med et smil i mundvigen og påpeger, at Elbæk nok har glemt at overveje størrelsen på regningen. Den regning, han kommer til at stå med i hånden, når det er tid til at betale for alle herlighederne. De fleste vil nok medgive, at godmodige Elbæk ikke er nogen større retoriker, og han formår da også ofte at rode sig selv ud i en portion spaghetti frem for at gå lige til sagen. Men gemmer der sig en god pointe i sovsen, eller er Elbæk helt ude at svømme i bolognesen?

  • Er Alternativets fokus på kreativitet, miljø og menneskelig trivsel en innovativ og nødvendig måde at gribe politik an på?
  • Eller er Alternativets politiprogram blot et velmenende gøglercirkus?
Kategori: Politik

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *