Er hundeloven uberettiget eller nødvendig?

Er hundeloven uberettiget eller nødvendig?Lovgivningen omkring menneskets bedste ven har fremkaldt stærke reaktioner. Lige fra barmfagre Linse Kesslers protest-musikvideo til demonstrationer foran Christiansborg. Hundeloven omfatter et forbud mod 13 hunderacer i Danmark, og forbuddet trådte i kraft i 2010. I Perioden juli 2010 til juni 2013 er 622 hunde blevet aflivet.

Af de ovenstående 622 hunde er 465 blevet aflivet, fordi de stod på listen med forbudte racer og de sidste 157, fordi de havde skambidt andre hunde eller mennesker.

I øjeblikket er et forslag til ændringer af hundeloven under behandling i Folketinget. Ændringerne kommer ikke til at berøre forbuddet mod de 13 hunderacer. Ændringsforslaget omhandler det faktum, at det, i den nuværende lov, er politiet, der vurderer, hvorvidt der er tale om en forbudt race, og hvorvidt der er tale om et skambid. Hvis forslaget bliver implementeret i hundeloven, så vil en hundesagkyndig, eksempelvis en dyrlæge, i fremtiden få en central rolle i disse vurderinger.

Blandt modstanderne af hundeloven er Dyrenes Beskyttelse og Dansk Terrier Klub. Argumenterne lyder, at problemerne med hundene er ejernes skyld og ikke hundenes. Desuden mener man her, at hundeejere burde pålægges et obligatorisk kursusforløb, så de kan lære, hvordan hundene skal opdrages. Ydermere fortæller en dyrlæge fra Dyrenes Beskyttelse, at der ikke findes en race, hvor alle hunde er farlige, skriver Politiken.

Hvis man ser på tallene, så taler de bestemt ikke de forbudte hunderacers sag. 40% af de hunde, der er blevet aflivet på grund af skambid, er på hundelovens liste over forbudte racer – også selvom disse racer kun udgør 3% af alle hunde i Danmark. Dette er et tungtvejende argument, mener hundelovens tilhængere.

  • Mener du, at hundeloven er nødvendig og et godt redskab til at beskytte hunde og mennesker mod utryghed og skambid?
  • Mener du, at hundeloven er uberettiget, og at man bør afskaffe den – og hvordan skulle et eventuelt alternativ til  hundeloven se ud?

En kommentar til “Er hundeloven uberettiget eller nødvendig?

  1. Det er naturligvis altid uacceptabelt når en hund overfalder mennesker eller et dyr. Men ansvaret ligger i den anden ende af linen – eller hos ejeren. Forbud vil aldrig være vejen frem. Hvorfor give hunden skylden for, hvilken opdragelsen ejeren har valgt at give den. Regeringen har ved indførelsen af hundeloven valgt at give inkompetente personer retten til at vælge mellem liv eller død. Det er simpelthen gruopvækkende. Hvor er de saglige begrundelser for dommen! Hvorfor ikke indføre et “kørekort” til hunde samtidig med en hundeafgift/skat. Her kunne samtidig imødegås ulovlig og uforsvarlig handel med hunde. Er godt klar over, at det også her er dyrene, der er tabere i den sidste ende, men det vil være en god start. Længe leve Lars Bo Lomholt og hans ideer.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *